HJEM

JERNBANER
Sporvogne & Busser
Tog i remisen
Gæstebilleder
Udenlandske tog
Lokschuppen
Tog i Tyskland
74 | 81 | 87
EMD/GM Maskiner
Rayton's US Trains

DSB CLASSIC
DanLink
Driftsmateriel
Jernbanemuseet
GM Togmaskiner
Lyntog Litra MA
S-tog & Bybane
Jernbanefærger
Stationer

EN SLAGS NYHEDER
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016 |
2015 | 2014 | 2013 |
• Arkiv: 1990-2012
• Arkiv:
1900-1989

BIBLIOTEK
Havet og Omegn
Interview & artikler
Runabåden "Snarken"
COP15 & the Movies"
refleksivledelse.dk
biografmuseet.dk
in70mm.com
youtube.com
 

Extracts and longer parts of hauerslev.com may only be reprinted with the written permission from the editor.
Copyright © 1800 - 2070. All rights reserved.
 

Med Østersøexpressen til Gedser
MY Veterantog kører til Gedser med MY 1126 den 12. september 2015

Tilbage til forsiden
Skrevet og fotograferet af: Thomas HauerslevDato: 17.09.2015
Skov og tog på Sydfalster

Bøgeskoven var helt stille. Bladene var grønne, og der lugtede af jord og fugt. Septembersolen stod ikke højt nok til, at strålerne kunne nå jorden. Det hele lå lidt i skygge. En øde jernbaneoverkørsel midt i skoven. En dame på en cykel. En gruppe mennesker med hver sit kamera. Ornitologer? Biologer? Religiøse fanatikere? Man kunne kun høre en meget sagte mumlen og bladene på træerne.

En velsignet stilhed indtil man kunne høre en motorlyd i det fjerne. Var det et lokomotiv eller en traktor? Gruppen af mennesker - hovedsageligt midaldrende mænd, men også enkelte kvinder og teenagere, begyndte at røre på sig. Lyden blev kraftigere, og så kom den blå MYer med de tre røde passagervogne til syne bag den tilgroede banedæmning. Det så ud som om toget kom sejlende i ukrudt med bøgetræer i baggrunden. Samtidigt kunne man høre flere kameraer tage billeder, imens motorlyden blev endnu kraftigere. Det store DSB InterCitytog buldrede i fuld fart forbi gruppen af mennesker, imens de drejede deres videokameraer og fotografiapparater efter toget. Herefter bremsede toget, og bakkede hen til overkørslen hvor passagererne stod på. Der blev fløjtet afgang, dørene smækkede, og så forsvandt toget sydpå igennem skoven. Et magisk øjeblik.

Det var et fotostop på Gedserbanen arrangeret af "MY Veterantog", der en del af Dansk Jernbaneklub. Det var en meget populær tur med ca 60% belægning, fik vi at vide. Målet var Gedser Remise på Danmarks sydligste punkt. Der var mange, der tog færgen over til Rostock med den gamle Storebæltsfærge, og lige så mange, der blev i land for at deltage i fotostopsturen. Efter ankomst til Gedser, vendte toget for at køre tilbage til Nykøbing F med fotostopgæsterne. Toget kørte som rangertræk med en maksimal hastighed på 45 km/t. Skinnerne imellem Gedser og Nykøbing F er af ældre dato, og strækningen vedligeholdes ikke så ofte længere, idet der ikke kører tog på den mere. Det er en nedlagt strækning, som kun bruges "sporadisk" af Gedser Remise og til filmoptagelser en gang imellem.
 
Læs mere her:

Galleri: Ud i det Blå med den Blå. MY Veterantog kører til Gedser med MY 1126

Besøg hos "MY Veterantog" i Hundested

Man skal få smilet frem hos folk. Lilian Adler fortæller om sin kunstneriske udsmykning af DSB's lokomotiver MY 1126 og MX 1021 i 1988

Hjorth: MY 1126 til Gedser og Retur

Storgaard: MY 1126 til Gedser og Retur

Internet link:
 
Togviserskilt, spor 2 i Roskilde. Foto: Michael Hjorth

Enkelte af de klassiske DSB enslagsklokker virker endnu, men flere signaler mangler lys i lamperne. De mange overkørselsanlæg bliver vist heller ikke vedligeholdt regelmæssigt. Rangerleder på dette udflugtstog skulle derfor ned af maskinen og hen til hver enkelt overkørsel og standse trafikken, så toget kunne komme over. Jeg har aldrig kørt på Gedserbanen før, så det var en oplevelse at se. Igennem højttalerne advarede togets personale gentagende gange passagererne om, at på grund af den rigelige vegetation langs skinnerne, var det forbundet med betydelig fare at læne sig alt for meget ud af vinduet. Vi kunne se og høre grene kradse langs vognsiden og vi have nemt kunnet plukket adskillige kilo æbler og brombær langs ruten.

MY Veterantog havde arrangeret en heldagsudflugt i Østersø Expressens tegn denne lørdag i september 2015. MY Veterantog holder til i remisen i Hundested på Sjælland, og de har et autentisk DSB MY lokomotiv, og en håndfuld røde passagervogne at køre med. Hver sæson arrangerer de ture rundt i store dele af kongeriget. MY lokomotivet er kendt og elsket af mange baby-boomers, og siden 1954 har dette lokomotiv trukket rundt på passagertog og godstog og transporteret millioner af danskere fra landsdel til landsdel. Denne tur startede i Hundested næsten før solen stod op. Via Hillerød og Snekkersten samlede de passagerer på hele strækningen imellem København og Nykøbing Falster. I ugerne inden afgang kunne man købe billetter, og bestille siddepladser på deres hjemmeside. Vi var en gruppe på fire herrer, der havde købt 6 pladser og dermed en hel kupé. På hovedbanen blev vi mødt af et togviserskilt, hvor der stod "Gedser, spor 6". Ned på perronen på rulletrappen, og ind kommer toget kørende med den klassiske lyd af en dieselmotor fra General Motors. Det er ikke ligesom nymodens plastictog, der nærmest "synger", når de elektriske kredsløb kører. En MY er solidt kram med en motor, der løbende er udviklet siden starten af 1940erne. Det er for mange mennesker et "rigtigt tog" vi skal køre i med vinduer, der kan åbnes, så man kan kikke ud og mærke vinden i håret. Vores vogn er rød, vejer 40 ton, og har 10 kupeer, der er forbundet med en sidegang. Man kan passere imellem hver vogn og høre larmen fra skinnerne nedenunder.
 
 
Forskellige buer i smuk harmoni på Københavns Hovedbanegård

Humøret er højt, og vi tager en passende dosis billeder inden vi forlader Københavns Hovedbanegård. De store røde perronbuer matcher fint MYeren’s '50er design med de buede linjer. MYerne accelererer, og kører igennem sporskifterne imens vognen vugger let fra side til side. Det er forbløffende så stille de gamle vogne er inde i kupeen. Vi passerer IC3 vedligeholdsescenteret, imens MY 1126 spejler sig de store glaspartier. Vi passerer Carlsberg i Enghave, og så får MY lokomotivet lov til at arbejde, imens vi nyder den brutale ”musik” i trin 8 fra denne motor igennem det åbne vindue. Jeg har medbragt min PCM lydoptager for at optage nogle lydbilleder fra denne dag - måske udgives der en ny CD, hvem ved? Der er udsigt til lidt regn på turen sydpå, men ellers er der lovet solskin på Sydfalster. I Høje Taastrup og Roskilde stiger vores rejsekammerater på, og så er det tid til dagens første "telefonopringning" fra Tuborgs bryggerier. Midt på Sjælland regner det meget, og skinnerne er våde. I Vordingborg er det blevet tørvejr, inden vi begiver os ud på Storstrømsbroen. Fast ritual er at åbne vinduerne og tage billeder op og ned langs togsiden - helst sammen med de tre karakteristiske buer på midt på broen. Nu forlader vi Sjælland, og er på vej imod Sydeuropa - eller næsten.

Ombord på toget skiftes personalet til at komme med højttalerudkald, hver gang vi nærmer os en station. Vi er sikre på, at de har skrevet manuskript til de enkelte udkald, som indeholder detaljeret information om tilsluttende tog og omstigningsmuligheder i Ringsted mfl. Der må ligge en masse forarbejde forude for disse udkald - med mindre, at de kan hele køreplanen udenad naturligvis. Vi sætter pris på det hele, og det gør i øvrigt også oplevelsen fuldendt - der er næsten som at køre i InterCity tog i '70erne og ’80erne. Det er til glæde og fornøjelse for pasagerer og forhåbentlig også for dem selv. Da fotostopturen kørte på de høje nagler og passagererne skulle ind og ud af toget 4-5 gange imellem Nykøbing Falster og Gedser, var personalet også ivrige for at snakke i højttalerne. Enkelte gange i en tone, der havde en tendens til det kommanderende, når opfordringen til at stige ud, og ikke mindst ind igen, efter lille kunstpause blev efterfulgt at et "OMGÅENDE!" - til stor moro for passageren i kupé nummer 9 i vogn 14. ”Ja, ja vi skal nok” - kan man næsten høre Keld fra Olsen Banden sige. Personalet er også iført tidstypiske DSB uniformer, der hovedsageligt passer. Vi spottede en enkelt kasket, der var et eller to numre for stor. Vi er vel togspottere på tur?
 
 
Den obligatoriske selfie i lokomotivets førerrum. Michael til venstre, Thomas med kamera til højre.

Det er et smukt tog, de har på skinnerne når det passerer gyldne marker og grønne skove. Ikke et øje var tørt. En stor flot blå MYer og tre røde passagervogne. Passagervogne, der i øvrigt også passer til aftenmenuen på vej hjem - røde pølser, er bygget i '60erne og flot holdt ved lige af MY Veterantog. Lokomotivet er malet af kunstneren Lilian Adler helt tilbage i 1988 og har sin helt særlige historie. Lokomotivet vækker altid opmærksomhed uanset hvor det kommer frem. Selv forhenværende Transportminister Magnus Heunicke havde lagt mærke til toget da vi passerede Næstved H. Han skrev på sin Facebook profil: Jeg så det her tog i morges og tænkte: Hvad har den regering nu gang i? Er nedskæringerne nået så vidt at pendlerne nu skal proppes i de gamle, udtjente tog endnu en gang? - indtil det gik op for ham, at det var MY Veterantog på udflugt han havde set.

Gedser Remise er en underlig samling tog af overvejende at norsk oprindelse samlet i en bygning, der har set bedre dage. Der er en stemning af indtørret olie, løbende vandhaner, rust, falmede postkort, forfald og ukrudt overalt. Det er svært at se, at det kan blive en populær attraktion, med mindre man kan se det smukke i forfaldet, eller, at der skydes rigtigt mange penge i det projekt. Jeg har hørt, at Gedser remise pønser på at købe Kommandopost Tårnet fra Godsbanegården, og flytte den til Danmarks sydspids for at tiltrække Olsen Banden fans fra det gamle DDR. Jeg håber, at det vil lykkedes for dem, for de trænger da i den grad til en økonomisk indsprøjtning.
 
 
Michael nyder det åbne vindue og tager liiige et billede til

MY Veterantog er utroligt velvillige når det drejer sig om at vise lokomotivet frem, så vi kunne tage vores rituelle billeder af førerrummet og dieselmotoren. Der er noget barnligt fascinerende ved at komme "op på maskinen" og kikke ind. Denne tur var selvfølgelig ingen undtagelse. Den store 16 cyl EMD 567 motor skulle selvfølgelig klappes, og tages i åsyn (igen). Selv i tomgang lyder det godt. Og så er der den særlig lugt af diesel. Vi går selvfølgelig all-in, og lægger os pladask på maven og tager de nødvendige billeder af hjul og bremser, da vi kommer ud igen.

Hvor er det herligt at en gruppe mennesker bruger deres fritid på at holde den kørende til glæde for dem selv og os andre - der gladeligt tager med på tur en gang imellem. Ikke mindst når der er tid til at tage på fotostoptur og blive kommanderet ind og ud af vognen på fri bane så vi kunne tage endnu et sæt billeder af toget skråt forfra. På et tidspunkt faldt jeg i unåde, ved at står i vejen for alle de andre pga. en misforståelse. Jeg ville optage lyden af maskinen som jeg forventede ville bakke før billederne skulle tages. Jeg tog fejl - det viste sig at være et motiv der hedder "Tog står på skinnerne på en markvej". De garvede fotografer fik mig gjort opmærksom på min uvidenhed, så jeg flyttede mig - OMGÅENDE naturligvis.
 
 
Morten foretager den reglementerede farvesammenligning af pølse og B-vogn på Vordingborg station. Dansk nationalspise: Den Røde Pølse

Da vi havde passeret Nykøbing Falster på vej derned, var det tid til frokost, og personalet kom rundt med den originale salgsvogn proppet med mad, souvenirs og flydende forfriskninger. Vi købte et par Club sandwich og en officiel "MY Veterantog" kasket, som jeg skal bruge i sommerhuset, når jeg slår græs. På vej hjem kom personalet forbi flere gange for at sælge de pølser, med gemüse som aftenmenuen bestod af. Da de havde været igennem en gang eller to, var der "happy hour" annoncerede de i højttalerne. "Alle der har købt pølser kan få en extra gratis." Det gjaldt desværre ikke for ølsalget - her måtte vi igen til lommerne for at finde en gammel 2-krone, hvis vi skulle have flere "sikringer". På tilbagevejen kørte vi over Storstrømsbroen endnu en gang imens de sidste solstråle forsvandt bag en sky. Det blev mørkt og der blev snakket lavmælt i kupeen imens vi kikkede de 4-500 billeder igennem. Michael stod af i Roskilde, Morten stod af i Høje Taastrup og Michael og jeg stod af på Hovedbanen ca kl 21. En lang smuk begivenhedsrig og morsom dag med MY lokomotivet og dens venner var slut for os.

En meget autentisk oplevelse, og det er rart at opleve noget, der samler folk i dette samfund. Tak til MY Veterantog for det fine entusiastiske arbejde I lægger for dagen. Det eneste der mangler på turen, er muligvis lun smørkage, så ville det have været helt perfekt. Jeg ser frem til planen for 2016 - OMGÅENDE!
 
 
  
Gå: tilbage - op
Opdateret søndag, 03 januar 2021 09:12:39